Kunne du tænke dig at opleve livet i Island imens du kommer tæt på kulturen og befolkningen på en måde, som man ikke typisk oplever som turist?
Du kan nu vinde 4 uger i Island som volontør på vores STePs-program til en værdi af 7.950 kr.

Vinderen bliver trukket 1. december 2020.

Som vinder kan du vælge mellem flere forskellige projekter i Island.

I Island kan du bl.a. arbejde hos en organisation, der hjælper udsatte med at få struktur i hverdagen, du kan være i en børnehjælpsorganisation, i en daginstitution med børn fra 9 måneder til 3 år eller på en af flere projekter med dyr, bl.a. heste, får, geder og køer.

For at deltage i konkurrencen skal du blive medlem af Dansk ICYE via den følgende tilmeldingsside. Vi skal modtage din fulde indmeldelse senest 30. november 2020.

Præmien skal benyttes i 2021.

STePs

STePs er vores korte program, hvor du kan være afsted i 4 til 16 uger.
Kost og logi er inkluderet, men modsat vores længere programmer skal du selv sørge for lommepenge og forsikring.

Medlemskab

Du vil ikke modtage en masse reklamemateriale fra os, når du melder dig ind i foreningen.
Ved indmeldelse modtager du noget information om os og vores programmer, som også bekræfter vores modtagelse af dine informationer i forbindelse med dit medlemskab. Herefter modtager du kun e-mails, når vi inviterer til den årlige generalforsamling og når din lokalforening afholder arrangementer. Informationer fra din lokalforening kan du til enhver tid afmelde.

Derudover kan du ved indmeldelse vælge, om du vil tilmelde dig et af vores nyhedsbreve.

Er du allerede medlem af Dansk ICYE har du stadig mulighed for at deltage i konkurrencen. Det gør du ved at henvise en person, der derefter melder sig ind.
For at du får dig et lod i konkurrencen, skal den person du henviser skrive dit navn i kommentarfeltet ved tilmelding. I vil begge have ét lod i puljen.

Vinderen bliver kontaktet direkte, samt bliver annonceret på vores hjemmeside, sociale medier og i vores nyhedsbrev INTERNUS.

For at deltage i konkurrencen skal du være minimum 18 år.

Medlemsfordele

Som medlem af Dansk ICYE har du mulighed for at deltage i en række sociale og/eller faglige arrangementer gennem vores forening.

Dansk ICYE’s lokalforeninger arrangerer flere sociale og kulturelle aktiviteter i løbet af året, som samler danske frivillige og udenlandske volontører. Disse arrangementer er fantastiske for dig, med en interesse i andre kulturer. Derudover står vores uddannelsesgruppe for den årlige kursusweekend, der udvikler brugbare kompetencer til det frivillige arbejde i foreningen.

Du kan også blive aktiv i en af vores seks lokalforeninger eller i en af vores mange nationale udvalg, hvor du kan udvikle en masse forskellige kompetencer ved bl.a. at koordinere og organisere arrangementer og facilitering af undervisning af både danske og udenlandske volontører.

Medlemskabet af Dansk ICYE koster 75 kr. per kalenderår.

Regler og vilkår for deltagelse

  1. Præmien har en værdi på 7.950 kr.
  2. Konkurrencen finder sted fra 15. september 2020 til 30. november 2020.
  3. Vinderen udtrækkes tilfældigt.
  4. Vinderen vil blive kontaktet direkte og herefter annonceret på Dansk ICYE’s sociale medier og i vores nyhedsbreve.
  5. Dine oplysninger i forbindelse med deltagelse i konkurrencen og indmeldelse som medlem vil blive gemt i overensstemmelse med vores datapolitik for medlemmer.
  6. For at deltage i konkurrencen skal du melde dig ind i Dansk ICYE gennem den ovennævnte tilmeldingsside. Du deltager ikke i konkurrencen ved at tilmelde dig gennem den originale tilmeldingsformular om medlemskab.
  7. Er du allerede medlem kan du deltage i konkurrencen ved at henvise en person, der nævner dit navn i sin indmeldelsesformular. Du skal ikke selv udfylde en indmeldelse. Du har kun ét lod i konkurrencen uanset hvor mange personer du henviser.
  8. Indmeldelsen, inklusiv betaling af medlemskabet, skal være modtaget hos Dansk ICYE inden kl. 23:59 d. 30. november 2020 for at du kan deltage i konkurrencen.
  9. Ved indmeldelsen bekræfter og godkender du handelsbetingelserne for medlemskab og betaling, som er et finde på tilmeldingssiden.
  10. Du skal være fyldt 18 år senest 31. december 2020 for at kunne deltage i konkurrencen.
  11. Vinderen af konkurrencen skal både være medlem af Dansk ICYE i 2020 og i 2021 for at kunne gøre brug af præmien.
  12. Vinderen af konkurrencen skal selv stå for betaling og bestilling af fly og forsikring. Dansk ICYE yder overordnet rådgivning i forbindelse med købet og ved valget af forsikring hvis ønsket.
  13. Ønskes opholdet forlænget skal vinderen betale differencen mellem værdien af de 4 ugers ophold og prisen på opholdet for det antal uger, der er ønsket.
  14. Vinderen har medbestemmelse på valg af projekt. Vi kan dog ikke love at alle projekter har ledige pladser eller tager imod volontører i den valgte rejseperiode. Er det ønskede projekt ikke ledigt i den pågældende periode vil vi anbefale en alternativ periode eller et alternativt projekt.
  15. For at sikre, at projektet og dennes arbejdsopgaver passer til vinderen og at både vinder og projekt for en god oplevelse med opholdet, forholder projektet sig retten til at afvise vinderen, hvis de ikke mener, at vinderen vil passe som volontør hos dem. I så fald vil vi finde et alternativt projekt ud fra andre mulige projekter.
  16. Behandlingstid ift. ansøgning om et bestemt projekt i en bestemt periode er 6-8 uger. Vinderen skal derfor kontakte os i god tid, så snart de har en ønsket opholdsperiode og et ønsket projekt.
  17. Opstår uforudsigelige forhindringer inden afrejse, f.eks. som en konsekvens af COVID-19 eller naturkatastrofer, kan afrejsedato og opholdet udskydes.
  18. Ved mindre ændringer i ankomst- og afrejsedatoer af vinderens eget valg eller som en konsekvens af COVID-19, naturkatastrofer eller ændringer i flyafgange kan det ikke loves, at volontøren har mulighed for at få alle 28 dages volontørophold.
  19. Såfremt afrejse og/eller ophold i Island ikke er muligt grundet udefrakommende forhindringer kan Dansk ICYE foreslå alternative rejsedatoer eller en alternativ destination som erstatning for den oprindelige præmie.
  20. Præmien må gerne gives fra vinderen til en anden person efter vinderens ønske, såfremt den anden person er minimum 18 år gammel samt er medlem af Dansk ICYE.
  21. Præmien skal benyttes i 2021.
  22. Præmien kan ikke byttes til kontanter.
  23. Destinationen kan ikke ændres efter vinderens ønske.

Bliv frivillig i Island

Vil du blive klogere på alle de muligheder vi tilbyder for at blive frivillig med Dansk ICYE i Island? Så læs mere på vores side om Island.