I Aarhus har en af vores værtsfamilier 10 års jubilæum.

Claus, Stine og Ruben Larsen har siden 2011 været værtsfamilie for unge volontører igennem Dansk ICYE, hvor de har skabt et hjem for dem, alt imens de har udført frivilligt arbejde i Aarhus.

De første gange var det unge japanere de inviterede ind i deres familie, eftersom Claus gennem sit arbejde har besøgt Japan flere gange, var interessen for Japan allerede vagt og kulturelle forskelle var allerede lidt bekendte. Derfor slog de til, da de i avisen så en annonce, hvor der blev søgt efter en værtsfamilie til en ung, japansk kvinde.

Førhen har det også været taiwanere, som de har inviteret indenfor – interessen har særligt været for de asiatiske kulturer, men der har også været en interesse for at se de kulturelle forskelle, der er landene imellem.

Selvom der har været mange ting i kulturerne, der kan sammenlignes set gennem danske øjne, så har Claus og Stine altid været bevidste om, at det selvfølgelig er forskellige personer fra forskellige lande med forskellige baggrunde og interesser, som de har været værtsfamilie for – og det har givet dem mange nye indtryk og mange gode minder.

Hvert år skal volontørens navn på postkassen, så vedkommende kan modtage post på adressen. Claus og Stine har gemt navneskiltene for alle årene.

Claus, Stine og familiens 10. volontør, Shoko (i midten), foran familiens hus i Aarhus.

De første år fik de også en masse erfaringer, som de senere hen har brugt og som Dansk ICYE også har taget til sig i vores forberedelse af de nye volontører og til forberedelse af kommende værtsfamilier.

Claus og Stine husker tydeligt en episode med den første volontør, der boede hos dem. De lagde mærke til, at deres shampoo og sæbe blev opbrugt meget hurtigere end normalt, men da det gik op for dem, at det var volontøren, som brugte af deres shampoo og ikke havde deres eget, havde de efterhånden boet så længe sammen, at det ikke var noget de ville påtale og lave aftaler omkring. De havde nemlig ikke forventet, at volontøren ville bruge deres sæbe, men havde heller ikke haft snakken om det, da volontøren flyttede ind.
Da den næste volontør flyttede ind hos dem, så havde de lavet en hylde klar på badeværelset og sagde tydeligt, at det var her hun kunne stille sine egne produkter. Så var rammerne og forventningerne på plads fra første dag.

At være værtsfamilie kan give mange flere kontakter end bare den person, som er boende hos i den kommende tid og eftersom familien bor i Aarhus, har de været et oplagt samlingspunkt, når volontører, der bor andre steder i landet, skulle besøge byen. Claus og Stine har altid kunne tilbyde en sofa eller finde en madras frem til ekstra overnattende gæster.
Mange af dem har de fortsat kontakt med og nogle har været forbi på besøg senere hen.

Et udsnit af Claus og Stines mindevæg, som bl.a. indeholder fødselsdagshilsner fra tidligere volontører.

Flere af volontørerne, der har boet hos Claus og Stine, har også besøgt dem igen efterfølgende. Én af de tidlige volontører havde et særligt godt forhold til værtsbroren Ruben og han blev meget glad et år, hvor hun kom for at besøge dem, udenfor Rubens viden omkring dette. Dette skabte en uventet fantastisk overraskelse for de tidligere samboende.

Familien har også besøgt Japan flere gange og har i den forbindelse mødtes med volontørerne igen, hvor de er blevet introduceret til deres familiemedlemmer og hørt hvordan de har haft det siden sidst.
Imellem besøgene holder de nu også kontakt med mange af de gamle volontører gennem sociale medier, så de kan følge med i hvordan det går hos hinanden.

10 gange har Claus, Stine og Ruben været værtsfamilie gennem Dansk ICYE. Mange har været hos dem i et helt år, nogle i et halvt, men hvert eneste år har de åbnet deres hjem for en ny oplevelse og nye venskaber.