Her får I en stemningsbeskrivelse fra mit midlertidige hjem, Castuera.

Langt ude på landet mellem marker og olivenlunde, i Spaniens syd-vestlige Extremadura, ligger Castuera, blandt flade marker og i læ af to store bakker. Gaderne er smalle og på de forskellige små pladser er der bænke og citrustræer med orange og gule frugter. Husene er hvide med tunge trædøre og vinduerne har persienner af enten plastic eller farvet træ.

Hvis man går en tur gennem byen om søndagen, kan man let få det indtryk, at man er alene i verden. Vinduerne er tilskoddede, dørene lukkede og gaderne er øde og stille. Måske lige bortset fra en af de ældre mænd med stok og kasket der trasker op ad fortovet, eller en spansk mama med nederdel, fodformede sko, en bestemt mine og karakteristisk "tæt" kropsholdning. Hun betragter dig stille fra døråbningen når du passerer. Sig blot "hola", så får du garanteret et smil igen.

Rundt omkring i de små barer bliver der snakket og drukket kaffe med rigeligt sukker mens tv'et kører i baggrunden og skraldet langsomt hober sig op på gulvet nedenfor bardisken. Men der er ikke mange kunder for de fleste tager til "el campo" (landet) i weekenden.
Mandag morgen ved 9tiden vækkes byen op efter weekendens soven. Omkring Plaza de España er der liv og trafik. Postbuddet henter dagens leveringer inde på posthuset og putter det ned i den lille rulletaske. Bageren kommer kørende i sin vogn mens han dytter højlydt. Han hænger plasticposer med brød i på husenes dørhåndtag. Ur - og smykkesælgeren kommer gående og hilser tværs over pladsen. Et stykke bag ham kommer hans lille søn Pablo trissende og dernæst lillebroderen Antonio, de er på vej til børnehave. Bar-indehaveren fra Bar Plaza er på vej på arbejde, ligeså er bibliotekaren og bankmanden. Den store kirkes klokker klinger og storkene betragter byens indbyggere fra deres store reder på toppen af kirketårnet. De har Castueras bedste udsigt...

En lyshåeret pige står og venter på minibussen der hver dag kører hende til arbejde. Selv om solen skinner fra en skyfri blå himmel, skutter hun sig lidt i morgenkulden. Hun hilser godmorgen til folk og de hilser igen, hun får sig en sludder med en af de lokale. Hun betragter alt med et smil på læben og føler en blanding af genkendelse og fremmedhed.

Af Julie Pehrson EVS volontør i Spanien.