I Dansk ICYE ser vi ikke et udvekslingsophold som "bare" det at være afsted. Vi lægger vægt på hele oplevelse - før, under og efter dit ophold. Det for er det også vigtig for os, at du bliver ordentligt forberedt inden du tager af sted og at du får lejlighed til at reflektere over dine oplevelser, når du er kommet hjem.
Før du rejser
En weekend i maj måned eller oktober afholdes et forberedelsesseminar, der skal ruste dig til dit udvekslingsår. Forberedelsesseminaret forløber over en weekend, og du vil gennem forskellige aktiviteter oparbejde nogle redskaber til at tackle de udfordringer, der kommer i løbet af et udvekslingsår. Mange af de aktiviteter, der foregår på seminaret, kan du ikke læse dig til. Det er derfor obligatorisk at deltage på seminaret, hvis du skal rejse med Dansk ICYE. Udover at være et informativt seminar er der også tid til at lære de andre, der skal udveksles at kende. Du vil eventuelt møde andre, der skal rejse til samme land som dig. Der vil også være en skare af ICYE frivillige samt udvekslingsstudenter, der kommer fra det land du skal rejse til.

Introduktion ved ankomst
Umiddelbart efter ankomsten til dit værtsland er der en introduktionsperiode, som varer i op til en måned. I denne periode lærer du om 'dit nye land', dets folk og kultur samtidig med, at du lærer de ca. 10-20 andre udvekslingsstudenter og de frivillige fra ICYE komiteen at kende. Du og din udvekslingsgruppe vil blive informeret om programmet for frivilligt arbejde og årets aktiviteter i øvrigt. Derudover vil du modtage et introducerende sprogkursus.
Værtsfamilie og arbejde
Efter introduktionsperioden eller sideløbende hermed vil du begynde på dit arbejde, og du vil flytte
ind hos din værtsfamilie, hvis du ikke bor på projektet. Gennem dit arbejdssted og din værtsfamilie vil du få kolleger og venner og efterhånden skabe en omgangskreds og et netværk, som vil være din støtte under opholdet. De vil lære dig at feste på deres manér, guide dig igennem anderledes madtraditioner og vise dig landet, som det ser ud fra deres synspunkt.

Mid Year og End of Year
Hvis du rejser i tolv måneder vil du opleve to seminarer, hvor du har mulighed for at evaluere dit ophold. Det ene er 'mid-year camp', hvor du samler op på de første seks måneder af opholdet. Samtidig er det en weekend, hvor du og de andre udvekslingsstudenter alle er samlet. Det andet seminar er 'End-of-Year', som er det sidste officielle møde for dig og din udvekslingsgruppe. Her vil I tale om jeres oplevelser og forberede jer på hjemrejsen, som ofte er det værste ved hele opholdet. Rejser du i 6 måneder deltager du kun i et evalueringsseminar - dit 'End-of-Year'.
Fri rejsetid
Den sidste måned efter 'End-of-Year'-seminaret er en rejsemåned, som de fleste udnytter til at opleve mere af landet eller nabolandene. Hvis du er på 6 måneders udveksling er rejseperioden begrænset til 14 dage.
Når du er kommet hjem
En weekend i maj eller oktober efter du er kommet hjem, arrangerer Dansk ICYE et velkomstseminar.
Her vil du møde dem, som du blev forberedt sammen med, og frivillige fra Dansk ICYE. På seminaret er der rig mulighed for at fortælle om dit og høre om de andres udvekslingsår, vise billeder osv. Du vil også få at vide, hvad der rører sig i Dansk ICYE og om dine muligheder for at blive aktiv i foreningen. Som ICYE aktiv kan du deltage på seminarer og i aktiviteter for udvekslingsstudenter, deltage i foreningens udvalg, i møder, du kan blive kontaktperson for en udvekslingsstudent i Danmark og meget mere.