1. Hvor meget erfaring skal jeg have?
Der udbydes forskellige kurser og arrangementer, så der er noget for enhver. Mange kurser lægger også op til et miks af deltagere med mindre og megen erfaring. Kontakt Dansk ICYE sekretariatet og hør mere, hvis du er i tvivl.
2. Hvem er de andre deltagere på udenlandske seminarer?
Det kan være frivillige fra vores partner ICYE organisationer og fra andre frivillige danske og udenlandske organisationer. Der kan også være ansatte fra organisationerne som deltagere.
3. Hvorfor kan tidsfristen for seminarer ofte være kort?
Dansk ICYE forsøger altid at formidle kurser og arrangementer hurtigst muligt. Kurser med korte tidsfrister for tilmelding er ofte kurser fra andre netværk uden for ICYE-netværket, der til slut har tilbudt ICYE organisationerne deltagerpladser. Men skynd dig at ansøg – det er værd at få en indholdsrig oplevelse.
4. Jeg vil gerne på et trænerkursus, hvem skal jeg sige det til?
Ring til sekretariatet eller kontakt bestyrelsen direkte. Ofte er der et par ekstra guldkorn at hente til ansøgningen, og ligeledes er det Dansk ICYE, der skal ”nominere” dig til kursus, hvilket betyder, at ansøgningen skal sendes med Dansk ICYE som afsender.
5. Jeg har fundet et kursus, der ikke er på kursusoversigten men som jeg gerne deltage i, hvem skal jeg sige det til?
Det lyder spændende, at du har fundet et kursus, du synes er interesseret i. Ring til sekretariatet, så finder I sammen ud af hvilke muligheder, der er.
6. Jeg har fundet et kursus, der er relevant for Dansk ICYE, hvem skal jeg videresende det til?
Dansk ICYE vil gerne tilbyde så mange relevante og interessante kurser for vores medlemmer, som muligt. Vi siger derfor på forhånd tak for, at du sender kursusbeskrivelse i en e-mail direkte til sekretariatet. Når vi har gennemlæst det, uploades det på hjemmesiden, hvis det findes relevant for medlemmer. Du kan evt. skrive til sekretariatet, hvorfor du synes det er relevant for Dansk ICYEs medlemmer.
7. Hvem kan tage på kursus/til arrangement?
Alle Dansk ICYE-medlemmer kan og opfordres til at søge kurser og tilmelde sig arrangementer. Der er både arrangementer og kurser for medlemmer med mindre og megen erfaring. Skal du i gang med et nyt projekt og savner input, vil du styrkes i hvordan du afholder deltagerdiskussioner som facilitator af workshops, vil du høre om teoretiske perspektiver på det frivillige netværk i Danmark af egen personlig interesse, så er Kursusoversigten stedet for dig. Kontakt Dansk ICYE sekretariat, hvis du er i tvivl eller har spørgsmål.
8. Hvordan tilmelder jeg mig?
Læs først på kurset/arrangementets hjemmeside om tilmeldingsprocedure. Meddel altid Dansk ICYE sekretariatet, hvilket arrangement eller kursus du ønsker at deltage i. Da Dansk ICYE så har mulighed for at tilpasse vores udbud af arrangementer og kurser til jeres ønsker, som medlemmer. Mange af enkeltdagsarrangementerne hos bl.a. DUF er gratis og kræver alene, at du sender en e-mail med tilmelding til DUF. Meddel stadig Dansk ICYE sekretariatet, at du deltager i kurset.
Til andre arrangementer og samtlige kurser skal du lave en ansøgning. Kontakt Dansk ICYE sekretariatet, der kan henvise til rette person, hvis du er i tvivl om kursets indhold og relevans eller hvordan du skal skrive en ansøgning. Skriv ansøgningen og send denne til ICYE Sekretariatet, der videresender ansøgningen for dig.
9. Hvad koster det?
Læs først på kurset/arrangementets hjemmeside om pris. Mange arrangementer er gratis. Hvis der er et deltagergebyr kan du, som Dansk ICYE-medlem, søge om refusion hos Forretningsudvalget (FU) i bestyrelsen. Kontakt Dansk ICYE sekretariatet eller FU direkte inden ansøgning og hør om mulighederne for refusion.
På mange kurser bl.a. arrangeret af EA ICYE dækkes en stor del af rejseomkostningerne, således at du f.eks. alene skal betale 30% af rejseomkostningerne. De resterende rejseomkostninger kan søges refunderet hos Forretningsudvalget (FU) i bestyrelsen. Kontakt Dansk ICYE sekretariatet eller FU direkte inden ansøgning og hør om mulighederne for refusion og dækning af rejseomkostninger.
10. Hvordan videreformidler jeg kurset/arrangementet i Dansk ICYE?
Når du deltager i et arrangement, skal du skrive en notits/kort beretning, der sættes i Dansk ICYEs månedlige internetbaserede nyhedsbrev Panorama samt uploades under ”Læs andre medlemmers kursus- og arrangementsoplevelser”. Dermed er du med til at videregive de oplevelser og input, du har fået, til andre medlemmer, der er interesseret i at deltage på et lignende kursus.
Artikler og beretninger kan omhandle alt; udbyttet af kurset, ansøgningsproceduren, hvorfor det er let at smutte forbi DUF, det sociale samvær med udenlandske frivillige, nye kreative ideer… Kun din fantasi sætter grænser.
11. Hvem kan hjælpe mig videre?
Kontakt Dansk ICYEs sekretariat, hvis du har spørgsmål til kurser og arrangementer.