Bliv projektEt projekt er en arbejdsplads, der fx kan være en skole, en børnehave eller et aktivitetscenter. Gennem Dansk ICYE, modtager projekterne volontører fra hele verden, der bliver en hjælp i det daglige arbejde, fx i køkkenet, som lærerassistent, som pædagogmedhjælper osv.
Dansk ICYE samarbejder med forskellige projekter i hele Danmark om kulturudveksling gennem frivilligt arbejde. Det vil sige, at målet med et volontørophold er at lære mere om hinandens kulturer og forstå verdens mangfoldighed.

Her kan du læse mere om projekterne, volontørerne, og hvad det vil sige at være projekt.

Se hvilke volontører der aktuelt mangler en værtsfamilie Bliv projekt – Send information

Du får en volontør, der er interesseret i at opleve en dansk hverdag, lære det danske sprog og være en del af en dansk familie og arbejdsplads. Men volontøren kommer også selv med en historie og viden om en kultur, der kan give din arbejdsplads et andet syn på tingene, og bidrage med nye måder at se verden og hverdagen på. Volontøren bliver også en ekstra hånd i hverdagen til fx udflugter, arrangementer eller undervisning.

Når dit projekt får en volontør, møder I ikke kun et ungt menneske, som gerne vil yde en indsats, men også en anderledes kultur, I måske ikke kender så meget til. Det er en unik oplevelse for både familier, medarbejdere og deltagere på projektet.

Et samarbejde med Dansk ICYE giver dit projekt mulighed for at blive en del af ICYE’s globale netværk. ICYE arbejder for at fremme forståelse mellem mennesker og kulturer gennem frivilligt arbejde verden over. Det kan du som projekt være med til.

Husmandsstedet
Husmandsstedet på Fyn er et eftermiddagstilbud til børn fra 10 år og opefter. Husmandsstedet har haft volontører fra Dansk ICYE i flere år, og de arbejder primært med børnene og arrangerer aktiviteter for dem. Det kan fx være aktiviteter der har til formål at lære dem mere om volontørens hjemland eller planlægge små sportsturneringer.

Mona er daglig leder for Husmandsstedet, og her fortæller hun om sine erfaringer med at have volontører tilknyttet sin arbejdsplads.

Til Halloween, jul, Valentinsdag og andre højtider arrangerer volontørerne også kreative værksteder, hvor børnene kan lave pynt, gaver, og hvad der ellers hører højtiden til.

En af volontørernes daglige opgaver er at forberede et let måltid mad til børnene, når de kommer fra skole. Det kan være gulerødder, minipizzaer, suppe eller frugt.

Hør volontørerne fortælle om deres ophold på Husmandsstedet her.

Andre projekter
Efterskoler og højskoler: Dansk ICYE samarbejder med flere efter- og højskoler, hvor volontørerne ud over at bidrage til undervisningen, og spiller en stor rolle i forhold til det sociale liv på skolen. Volontørerne er en del af personalegruppen, men er ofte yngre og tættere på eleverne.

Hør om Catherines oplevelse som volontør på en efterskole her.

Volontørerne er også en stor hjælp på hav-centre som fx Kattegatcentret. Her hjælper de med at gøre akvarierne rene én gang om dagen, assisterer ved opvisninger og shows og fodrer dyrene – både fisk, delfiner og hajer.

Dansk ICYE samarbejder også med børnehaver, bosteder og andre institutioner i hele landet. Her er volontørerne sammen med børnene, planlægger arrangementer, der lærer børnene om volontørernes hjemland og kultur, tager med på udflugter og hjælper med de daglige opgaver.

I siger ja til at have en volontør tilknyttet jeres arbejdsplads. Volontøren bliver en del af jeres arbejdsgang, men må ikke erstatte betalt arbejdskraft. Volontøren er en hjælpende hånd, der, udover at arbejde hos jer, lærer nyt om den danske kultur, sproget og danskerne.

I har ansvaret for at finde en værtsfamilie til volontøren. Den kan I finde blandt lokalbefolkningen, som ofte ser volontøren som en hjælp til projektet og som en mulighed for at lære om en anderledes kultur. Volontøren kommer tæt på den danske kultur bl.a. gennem aktiviteter i lokalsamfundet, og det er derfor en fordel, at værtsfamilien bor i nærområdet.
Det er ikke et krav at volontøren har en værtsfamilie – Det er også fint, hvis I som projekt har mulighed for at stille kost og logi til rådighed for volontøren.

Dansk ICYE er selvfølgelig behjælpelig med plakater, flyers, opslag på hjemmesiden og Facebook, i forhold til at hjælpe med at finde værtsfamilier.

I samarbejde med os, skal I lave en beskrivelse af projektet, så det er klart, hvilke opgaver volontøren skal varetage. Projektbeskrivelsen bliver lagt online på Dansk ICYEs internationale projektdatabase og EVS-databasen. Her kan potentielle volontører læse om projekterne og målrette deres ansøgning til det projekt, der passer til deres kvalifikationer.

Visum, forsikring, transport og sprogskole er nødvendigt for alle volontører. Det sørger vi for, så det er klart, når volontøren ankommer. Vi giver også volontøren lommepenge hver måned under hele opholdet. Det giver volontøren en frihed til at deltage i aktiviteter med unge, tage på café, gå i biografen eller andet.

Volontøren får også en kontaktperson tilknyttet fra Dansk ICYE, der løbende vil være i kontakt med både volontøren og arbejdspladsen omkring opholdet og eventuelle udfordringer.

Vi har gode erfaringer med at have to volontører på samme projekt. Volontørerne kan på den måde hjælpe hinanden, snakke sammen og er ikke alene om deres kulturoplevelse. Det er både en fordel for projektet og for volontørerne.

Hvert år arrangerer Dansk ICYE fire seminarer for volontørerne. Her mødes de udenlandske volontører, der er i Danmark, og lærer hinanden bedre at kende. Det giver dem et netværk, de får glæde af under deres ophold, og de bliver klædt på til mødet med den danske kultur. På lejrene møder volontørerne også Dansk ICYEs frivillige, hvor de opbygger kontakter til unge danskere og andre volontører.

Om volontørenEn ICYE-volontør er mellem 18 og 30 år og er derfor en moden og selvstændig person, der er klar til at indgå i et samarbejde med kollegaer på projektet. Det er et ungt menneske, der har lyst til at udføre frivilligt arbejde, og på den måde opleve en anden kultur end sin egen.

Volontørerne kommer til Danmark for at lære om en anden kultur end deres egen. De har haft muligheden for at vælge mellem forskellige lande, men har valgt at komme til Danmark. Derfor kan I som projekt regne med, at jeres volontør gerne vil lære om Danmark, danskerne og den danske kultur.

Volontørerne kommer oftest i august eller februar og er her som regel 6 eller 12 måneder. I den periode udfører de frivillige arbejde, deltager i fritidsaktiviteter, går på sprogskole osv.

Dansk ICYE modtager volontører fra hele verden.

Kommer volontøren fra Europa, rejser han el. hun typisk på EVS-Programmet. EVS-programmet er et EU-finansieret mobilitetsprogram, som har til formål at skabe gensidig forståelse og tolerance mellem unge europæere.

Kommer volontøren fra et land udenfor Europa, er hun i Danmark med ICYE-Programmet, som er ICYE-organisationens eget udvekslingsprogram. Her har volontøren selv betalt for et helt eller et halvt års ophold med det formål at arbejde frivilligt og opleve en ny kultur.

Første skridt er at kontakte os, så vi kan tage en snak om Jeres tanker, idéer og muligheder. Vi sender også gerne mere materiale om at være projekt. I kan kontakte os på 86 18 07 15 eller på [email protected].

Hvis I beslutter jer for at blive projekt, formulerer vi sammen en projektbeskrivelse, og vi hjælper jer igennem hele ansøgningsprocessen.

Vi glæder os til at høre fra jer!